Karina Baagø

Karina er lige nu aktuel med Glutenfrie Årstider efter bestselleren Knæk Koden til Glutenfrit Brød. Karina har siden 2016 arbejdet professionelt med glutenfri bagning og livsstil og har et godt kendskab til området, både via sin uddannelse i ernæring og sundhed og fra sit private liv, hvor hun er mor til en datter med glutenallergi.

Hvordan startede det hele?

Det hele startede, da jeg blev mor til mit andet barn, som var et meget uroligt barn. Som månederne gik blev det klart for os, at der var noget, der plagede hende, og vi fandt frem til, at hun reagerede på selv små mængder af gluten.

For mig var det naturligt at gå i køkkenet og eksperimentere med andre meltyper og andre måder at bage og lave mad på – noget som jeg kunne høre, var rigtig svært for andre. Derfor vidste jeg allerede fra starten, at jeg skulle bruge min læring andre steder end i vores egen familie.

Hvorfor udgiver du bagebøger?

Jeg har i flere år holdt kurser i glutenfri bagning, og havde brug for at komme ud med Strukturmetoden® og dens fantastiske egenskaber til flere end dem, jeg kunne undervise fysisk. Der er også mange detaljer både i Strukturmetoden (som er den metode, jeg har udgivet i Knæk Koden til Glutenfrit Brød), og i hele min undervisning, som jeg havde lyst til at få skrevet ned og lavet til en bog, hvor man altid kunne slå detaljer op, når man kommer i tvivl. Og så spurgte mange af mine deltagere også, om jeg ikke ville lave en bog, så opskrifterne fra kurserne var samlet deri.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Efter jeg har udgivet den første bog, kender mange af mine kursusdeltagere til min metode, allerede når de kommer på mit kursus. Og det giver mulighed for at lave en endnu bedre undervisning

Og så kan jeg også rigtig godt lide at have alle mine yndlingsopskrifter samlet i en bog. Tidligere var mine opskrifter en stor blanding af noter, løsblade eller eletroniske opskrifter, men i Glutenfri Årstider er alle mine yndlingsopskrifter til alle højtiderne samlet, og det er nemt at finde bogen frem i stedet for at skulle finde opskriften på en ipad eller et løsblad i skuffen.

Og så er det jo også bare lækkert at have en fysisk bog i flot design og med lækre billeder i køkkenet. Og jeg har plads til at skrive noter til opskrifterne, som ikke bliver væk, inden jeg skal bage kagen næste gang.

Har du nogle ritualer, når du arbejder på en bagebog?

At lave en hel bagebog, er en rigtig stor opgave, som strækker sig over mange måneder. Så på en måde bliver det jo hverdag. I de perioder, hvor jeg arbejder på en bog, er det jo mit arbejde.

Jeg har ikke nogen bestemte ritualer, men jeg kan selv gøre nogle ting, for at jeg arbejder optimalt – lige som alle andre kan i deres arbejde. Fx arbejder jeg bedst, hvis jeg kommer i gang med opskriftudvikling fra morgenen og ikke først starter hen på dagen. Når jeg er i gang i køkkenet fra morgenen af, er der mere tid til at eksperimentere og lave et ekstra forsøg, end hvis jeg først starter senere. Og så kan jeg nemmere lave skrivearbejdet på computeren om aftenen end jeg kan lave opskrifter om aftenen.

Hvor går man hen, hvis man vil vide mere?

På min egen hjemmeside www.karinabaagoe.dk ligger der rigtig mange opskrifter, men også guides og inspiration til den glutenfrie hverdag. Her kan man også læse mere om mine kurser og min medlemsklub.

På min Facebookside deler jeg inspiration, nyheder og opskrifter. Så det er også et godt sted at like, hvis man ønsker at blive klogere på en glutenfri hverdag eller glutenfri bagning.

 

 

Se Karinas bøger her:

Knæk koden til glutenfrit brød

Glutenfrie årstider

Madpakker uden gluten